r/LegalDK • u/MadeInFrenzy123 • 9m ago
Varslet 3 ugers renovering har nu varet 8+ uger - har vi ret til kompensation?
Hej kloge hoveder,
Vi bor til leje i en almen lejebolig (Almenlejeloven) og er i den forbindelse blevet varslet, at der skal laves renoveringsarbejde i 3 uger. I den forbindelse skal der gøres plads til et stillads, der blokerer alle vinduerne samt 1/3 af forhaven. Så langt, så godt. Problemet er nu, at vi er 8 uger inde i arbejdet, og stilladset står der fortsat, idet renoveringsarbejdet er trukket ud. Vi har skrevet til boligselskabet, som beklager og siger, at der snart kommer en plan for, hvornår det forventes at blive færdigt. Dog er der ikke påbegyndt noget arbejde endnu, så vi forventer som minimum 2 uger mere. Vores spørgsmål er: Kan vi kræve kompensation for situationen?
Vi har skrevet til boligselskabet, som afviser at kompensere de berørte boliger. De vurderer ikke, at lejemålenes værdi er nedsat af arbejdet. Men stilladset blokerer for alle vinduerne på forsiden, der er indskrænket privatliv (da der kan gå folk fra kl. 07-16 alle hverdage med direkte kig ind ad alle vinduer, herunder badeværelset), og vi har ikke mulighed for at bruge vores forhave, da alt er flyttet for at gøre plads. Dertil er der støjgener i form af knirken, klappen og vibrationer, når det blæser/regner. Vi har haft kontakt med Beboerklagenævnet og fået oplyst, at vi nok ville få medhold, hvis vi indbragte sagen, men at det alene ville ”tvinge” boligselskabet til at komme med en plan for færdiggørelsen og altså ikke give os nogen form for kompensation. Jeg ved ikke, om det blot er min retfærdighedssans, der bliver udfordret og får mig til at gå i for små sko, men jeg mener, der burde ligge en eller anden form for kompensationsgrundlag, når vi er så væsentligt over de varslede uger med de gener, det medfører.
Hvad ville næste skridt være, hvis kompensation er berigtiget, når nu boligselskabet har afvist kravet om kompensation?