Kære hestenet

Jeg har virkelig brug for nogle ærlige råd og perspektiver udefra, for jeg ved snart ikke længere, hvad jeg skal stille op med mit liv og mit forhold.

Jeg er 22 år og højgravid med mit første barn. Jeg står over for at skulle føde inden længe, men i stedet for at glæde mig og føle mig tryg, føler jeg mig ensom, ulykkelig og mere og mere overbevist om, at jeg har valgt den forkerte partner at få et barn med.

Jeg mødte min kæreste som er 10 år ældre gennem fælles venner, og vi blev hurtig meget forelskede. På det tidspunkt boede jeg i København, og han i Jylland så vi havde et langdistanceforhold i nogle måneder. Det fungerede egentlig fint, indtil han fik det psykisk rigtig dårligt og valgte mig fra uden yderligere forklaring han stoppede med at svarer på mine beskeder og opkald
.
Det var også i den periode, jeg fandt ud af, at jeg var gravid, selvom jeg var på p-piller. Jeg var allerede omkring tre måneder henne, da jeg/vi opdagede det, og vi havde kun to uger til at træffe en beslutning, inden abortgrænsen var nået. Jeg har PCO og har tidligere fået at vide, at jeg ikke skulle regne med at kunne blive gravid naturligt, og at det nærmest ville være et mirakel, hvis det skete. Derfor valgte jeg at beholde barnet. Jeg gjorde det samtidig meget klart over for ham, at han selv kunne vælge, om han ville være en del af barnets liv eller ej. Jeg krævede ikke noget af ham og ønskede ikke at tvinge ham ind i en situation, han ikke ville være i. Han valgte at være en del af det, og fordi vi var begyndt at ses igen, besluttede vi at forsøge at finde sammen som kærester på ny.

Jeg flyttede først til Jylland og boede alene, men flyttede senere ind hos ham, blandt andet fordi han pressede på for det. Der var nogle regler i forbindelse med barsel, som gjorde, at han ville miste nogle rettigheder, hvis vi ikke havde samme adresse. Set t i bakspejlet føler jeg, at jeg har truffet nogle meget store beslutninger på baggrund af et håb om, at vi kunne få det til at fungere som familie.

Gennem stort set hele graviditeten har jeg følt, at han ikke har været interesseret i hverken mig eller vores kommende barn. Jeg har selv købt alle babytingene, taget alene til jordemoder og stået for forberedelserne. Han har ikke ønsket at mærke på min mave, når hun sparker, og han har heller ikke haft lyst til at dele graviditeten offentligt, fordi han ved, at hans venner vil drille ham med det, fordi han fortalte dem jeg skulle have en abort. Jeg har flere gange fortalt ham, hvor ked af det jeg bliver, og hvor meget det betyder for mig, at han viser interesse, da han gjorde alt for at vise hans tidligere barn frem både graviditeten og efterfølgende. Alligevel er der ikke sket nogen reel forandring. Jeg ved godt, at mænd kan opleve en graviditet anderledes end kvinder, og at det måske først bliver virkeligt for nogle, når barnet er født. Men jeg føler mig ikke bare alene med graviditeten. Jeg føler mig alene i mit forhold. Samtidig har jeg haft en rigtig hård graviditet med voldsom væskeophobning, bækkenløsning, og svangerskabsforgiftning som har været så slemt, at jeg skulle være sengeliggende så meget som muligt. I stedet for at føle mig støttet har jeg oplevet, at han har kommenteret negativt på min krop og mit udseende. Han sammenligner også konstant min graviditet, den kommende fødsel og vores barn med sin tidligere kæreste og deres barn, selvom jeg gentagne gange har bedt ham om at stoppe med.

Min kæreste har et barn fra et tidligere forhold, og relationen mellem ham og barnets mor er meget konfliktfyldt. Hun blander mig ind i deres konflikter, taler dårligt om mig til barnet, har lavet falske profiler for at følge med på mine sociale medier og har blandt andet kontaktet min svigermor for at fortælle, at vi ventede barn, så vi ikke selv fik lov til at dele nyheden.
Hun taler også nedladende om mig til min kæreste, men han gør ikke rigtig noget ved situationen. Jeg tror, han er bange for, at det skal gå ud over hans forhold til sit barn, som desværre ofte ender med at blive en del af konflikterne mellem de voksne. Jeg forstår godt, at han ønsker at beskytte sin relation til sit barn. Det ønsker jeg bestemt ikke at stå i vejen for. Men jeg føler samtidig, at jeg bliver efterladt uden beskyttelse og uden en partner, der sætter grænser for, hvordan jeg skal behandles.
Jeg har også en følelse af, at han aldrig rigtig er kommet videre fra sin eks. Han gemmer stadig hendes ting på loftet, og hun fylder enormt meget i vores hverdag, både direkte og indirekte. Jeg er efterhånden så træt af at føle, at jeg skal konkurrere med et tidligere forhold, som jeg aldrig selv har været en del af.

Vi bor nu sammen, men jeg oplever, at jeg står med stort set alt det praktiske ansvar. Jeg står for rengøring, indkøb, madlavning, oprydning og generelt for at få vores hjem til at fungere hvilket jeg stadig gør på trods af jeg nogle dage ikke kan stå op pga scener. Han hjælper stort set ikke til og virker ofte slet ikke til at lægge mærke til rodet. Jeg har ADHD og har et stort behov for, at der er rent og ryddeligt omkring mig, fordi det påvirker mit overskud og min trivsel. Det er selvfølgelig mit ansvar også at finde måder at håndtere det på, men det er svært, når man føler sig som den eneste voksne, der tager ansvar for hjemmet. Det bliver især slemt, når hans barn har været hos os. Der ligger legetøj overalt, badeværelset er svinet til og decideret klamt, der ligger skrald og tallerkener med madrester i køkkenet, og der er sand og jord overalt på gulvet, fordi der ikke bliver støvsuget.
Jeg forventer ikke, at et hjem med børn skal være perfekt eller skinnende rent. Jeg forventer bare, at vi begge tager ansvar for at rydde op efter os selv og lærer barnet, at man hjælper med at passe på det hjem, man bor i.
Jeg har forsøgt at tale med min kæreste om det flere gange, men det ender ofte med irritation eller konflikter, og jeg føler ikke, at han tager mine bekymringer alvorligt

En anden stor konflikt handler om, at hans barn plejer at sove sammen med ham, når han havde barnet før jeg flyttede ind. Jeg har sat en grænse for, at jeg ikke ønsker at dele seng med hans barn. Det handler ikke om, at jeg ikke vil barnet, men om mine egne grænser og mit behov for at føle mig tryg og have et privat rum i mit eget hjem.
Når jeg siger fra, bliver min kæreste sur og mener, at jeg ikke kan tage den mulighed fra ham. Det ender derfor med, at jeg må tage andre steder hen for at sove, fordi jeg ikke føler, at mine grænser bliver respekteret da han alligevel ender med at skulle sove i min seng og jeg derfor må finde på noget andet.

Vi har forsøgt én gang, at barnet skulle sove på sit eget værelse, men det endte med gråd fra barnet og en sur kæreste fordi han ikke måtte komme ind i min seng men barnet ønskede heller ikke selv, at skulle sove hos os den nat da vores relation er så dårlig, men situationen endte alligevel med, at jeg blev gjort til problemet.

Nu skal vi snart have en nyfødt i hjemmet, og jeg har forsøgt at forklare, at vi ikke ved, hvordan hn kommer til at sove. h\n* kan vågne mange gange om natten på grund af amning, bleskift og gråd. Det vil potentielt påvirke både min kærestes søvn og hans søns søvn samt hverdag i børnehaven, især fordi min kæreste i forvejen er meget udmattet. Jeg synes, vi burde kunne tale om praktiske løsninger, inden baby kommer, i stedet for at vente på, at det hele eksploderer men han lukker total af.

Jeg er også bekymret for amningen. Jeg føler mig ikke komfortabel med at amme foran hans søn, fordi der allerede er et stort seksuelt fokus på bryster fra hans side, som jeg oplever, at hans far er med til at skabe. Jeg er desuden utryg ved, hvad der eventuelt bliver fortalt videre til barnets mor, da ting fra vores hjem ofte ender med at blive en del af deres konflikter.

Min kæreste virker konstant udmattet, irritabel og i dårligt humør. Han har sjældent overskud til mig eller vores forhold, og jeg føler efterhånden, at jeg skal bære både det praktiske og det følelsesmæssige ansvar for os begge. Jeg har foreslået, at han overvejer at tale med en psykolog, fordi han virker så presset og udkørt. Jeg vil gerne støtte ham, hvis han har det psykisk dårligt, men jeg kan ikke blive ved med at være i et forhold, hvor hans manglende overskud betyder, at mine behov og følelser konstant bliver tilsidesat. Jeg har selv været meget sårbar under graviditeten, både på grund af hormoner, sygdom, fysiske gener og en enorm ensomhed. Jeg har været sygemeldt og har derfor ikke haft mit arbejde, som ellers giver mig rigtig meget glæde. Jeg er et menneske, der trives med at være omkring andre mennesker, have en hverdag og føle, at jeg bidrager med noget. Det har jeg mistet, og jeg savner mit gamle liv i København helt enormt. Jeg savner mit arbejde, mine omgivelser og følelsen af at have et liv, der er mit eget. Jeg trives ikke rigtig i Jylland, og jeg føler mig isoleret og alene.

Min kæreste er stort set den eneste person, jeg har tæt på i hverdagen, og alligevel er han den person, jeg føler mig mest alene sammen med.
Jeg er nået dertil, hvor jeg ikke længere føler, at jeg har romantiske følelser for ham. Jeg kan næsten ikke genkende ham som den mand, jeg forelskede mig i, og jeg er begyndt at tvivle på, om jeg overhovedet ønsker, at han skal være med til fødslen da han er useriøs omkring det, og jeg ikke føler trygheden i ham. Det gør mig virkelig ked af det, for jeg havde forestillet mig, at det skulle være en tryg og smuk oplevelse, vi skulle dele. Det eneste han kan snakke om er hvor dårligt jeg kommer til at håndtere det, og at jeg får en stor bristning nærmest som om han laver sjov med det.

Jeg ønsker selvfølgelig, at vores barn skal have en far, som elsker hende og er en del af hendes liv. Jeg ønsker heller ikke at forhindre ham i at have et forhold til sin søn fra det tidligere forhold. Men jeg er bange for, at jeg er ved at ødelægge mig selv i forsøget på at få en familie til at fungere, som måske aldrig har været rigtig for mig.

Jeg føler, at jeg har strakt mig langt for at give ham muligheden for at være far og for at give os en chance som par. Jeg har flyttet by, forladt mit gamle liv og forsøgt at tilpasse mig en situation, hvor jeg ofte føler mig som den mindst vigtige person.

Jeg ved godt, at jeg også har hormoner og følelser i spil, og at det at blive forælder er en stor omvæltning for os begge. Derfor prøver jeg også at spørge mig selv, om jeg er for hård, om jeg forventer for meget, eller om jeg simpelthen er nået til min grænse. Men jeg kan ikke ignorere, at jeg allerede nu føler mig utryg, ensom og ulykkelig i mit forhold, inden vores datter overhovedet er kommet til verden.

Tak for at du tog dig tid til at læse mit opslag ❤️

Hej, jeg er en pige på 19år, som går på andet år af min HF. jeg bliver studenter her til sommer og har allerede købt studenterhue, betalt for det meste af studentervogen osv.

dog så har jeg det rigtig svært, jeg føler ikke rigtig jeg har nogen venner i min klasse. Jeg plejede at være i en vennegruppe men efterhånden, er der kommet ny pige ind i den vennegruppe. Jeg føler det hele er blevet splittet ad, efter det. Jeg føler mig ikke velkommen og føler hun har taget “min” plads. De laver ting uden at invitere mig og den slags. (Og ja jeg har prøvet at snakke med dem om det flere gange, men intet er blevet ændret)

I forvejen har jeg 56% fravær, og modtager udeboende SU. Jeg er meget afhængig af min SU, i forhold til at betale husleje(og jov, jeg har os et job).Ja, jeg ved godt at jeg nok snart ender med at få den fjernet den, grundet mit fravær. Hvis det skulle ske, så ved jeg seriøst ikke hvad jeg skal gøre.

Det er rigtig svært for mig at stå op om morgenen, ikke kun på grund af træthed. Men jeg har simpelthen ikke overskud til at sidde i en klasse, hvor jeg ikke har nogen at snakke med og hvor jeg ikke har lyst til at være. Men jeg har kæmpet mig igennem det, indtil videre.

Jeg har tidligere droppet ud af en STX, og derfor vil jeg rigtig gerne færdiggøre min hf, nu når jeg ikke kunne sidst. Især fordi der er cirka et halvt år tilbage.

Jeg føler ikke at min studievejleder støtter mig særlig meget, han taler ned til mig, selvom jeg fortæller om alt jeg har været igennem.
Det hjælper ikke særlig meget at jeg i fredags, endte med at få en hjernerystelse, over en ubehagelig episode.

Jeg ved også hvor meget jeg ville skuffe min bedsteforældre, hvis jeg valgte at stoppe. Mest af alt, fordi det er dem der har betalt for min studenterhue, og de vil gøre alt for mig. Jeg ved godt at de ikke vil hade mig, hvis jeg ikke kunne færdiggøre den. Men jeg føler bare jeg bliver nødt til det.

Derfor ved jeg virkelig ikke hvad jeg skal gøre, eller om hvilke muligheder der er. For seks måneder mere, uden venner og på en skole jeg ikke har lyst til at være på, lyder ikke særlig rart.

Jeg får gode karakterer og klarer mig godt i skolen, jeg har fag jeg er interesseret i. Jeg ved bare at hvis jeg valgte at stoppe, så ville jeg skuffe mig selv virkelig meget. Men igen, jeg ved ikke om jeg vil være i stand til at færdiggøre det. Og jeg er ikke åben for muligheden om at vente til næste år.
Og nej dette er ikke for at putte mig selv i nogen offerrolle, jeg har selvfølgelig venner bare ikke på min skole. Jeg har det ikke værre end så mange andre, I know that.

Hvad ville I ha gjort?

Extra: Min studievejleder har sagt direkte, at han synes jeg skulle droppe ud. (Men det er lwk en motivation ? Til at forsæt)

Hej brevkasse,

Jeg har brug for komme videre, jeg vil ik føle mig fanget mere, bange og tom

Jeg har haft en ret hård barndom.
Min mor er misbruger, jeg har sku passe min lillesøster, putte min mor i seng, handle og passe min mor generelt.
( hun smed mig ud til sidst )

Blev mobbet hele min skolegang hvilket gjor jeg fik extram skoleværring og jeg dukkede ik op til min examen.

Flyttet rundt, været i plejefamilie og har bare aldrig været et sted jeg kunne kalde mit hjem.

Min far var psykisk voldelig og lukkede sine øjne for hvad min mor gjor mod mig og min lillesøster
Alle de gange tiggede ham om og hente mig eller få en 5/5 ordning svarede han ikke mig.

Jeg begyndte og selvskade og få selvmordstanker og blive en del af psykiatrien.

Jeg har været udsat for nogle sexuele overgreb i løbet af min ungdom som også har sat sig dybt.
( derfor jeg blev misbruger )

Og jeg kunne blive ved, men til folk der selv er blevet kaldt problem børn, brændte børn eller you name it hvad har I gjort for og få det bedre?
Jeg har prøvet alt, søgt hjælp, fik mine diagnoser, psykolog hjælp. Jeg snakker ik med min familie, fordi det er den måde jeg han heale bedst på. Jeg har følt mig tom i mange år og altid troet jeg nok skulle komme igennem det og at det ik kommer til og tage hårdt på mig men jeg har taget fejl, jeg kan mærke inden i at jeg er ødelagt.

Kh en anbragt 17 årig pige.

Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt det her spørgsmål er mere nysgerrighed end et egentligt dilemma, så opslaget må selvfølgelig gerne fjernes, hvis det ikke passer ind i brevkassen. Men jeg er virkelig blevet nysgerrig på, hvordan andre mennesker oplever livet inde i deres hoveder.
Jeg har altid gået ud fra, at de fleste mennesker, som grundlæggende har et godt og trygt liv, har en underliggende følelse af at være glade og lykkelige. Ikke at man er glad hele tiden, men at man inderst inde føler, at livet er godt, selvom man selvfølgelig oplever modgang, skuffelser og dårlige dage.
Jeg vil gerne understrege, at jeg er bevidst om mine privilegier, og at jeg ikke sammenligner med mennesker, der lever under krig, fattigdom eller andre alvorlige livsvilkår. Jeg tager udgangspunkt i mennesker, der ligesom mig lever relativt trygt i Danmark og grundlæggende har et godt fundament i livet.
Jeg er selv et menneske, der elsker at romantisere livet og finde glæde i de små ting. Jeg er god til at mærke efter og prioritere mit velbefindende. Hvis jeg eksempelvis sover til kl. 12, tænker jeg ikke nødvendigvis, at jeg har spildt dagen, men at min krop nok havde brug for det, og at jeg stadig kan få en dejlig dag ud af det.

Det, der har overrasket mig, er, at mine venner beskriver det helt anderledes.
Jeg har efterhånden talt med omkring syv mennesker om det, og flere beskriver deres grundfølelse som mere neutral, monoton eller endda lidt trist. De er også glade for deres liv, men oplever ikke den samme grundlæggende følelse af lykke, som jeg gør. Flere blev nærmest overraskede over, at jeg har det sådan, og mente, at det ikke er normalt at være så glad.
Nu er jeg blevet nysgerrig på, om det handler om personlighed og indstilling, eller om vi simpelthen oplever livet forskelligt helt grundlæggende.
Så hvordan har I det selv? Når der ikke sker noget særligt godt eller dårligt, er jeres grundfølelse så, at I er glade for at være til og synes, livet grundlæggende er dejligt? Eller er I mere neutrale eller lidt triste, selvom I egentlig har et godt liv?
Jeg er oprigtigt nysgerrig på, om jeg har en usædvanligt positiv grundfølelse, eller om vi bare oplever lykke og hverdagen vidt forskelligt?

Hej DKBrevkasse.
Jeg har brug for at høre jeres mening om noget.

Jeg er for nylig begyndt at strikke, og min mor har hjulpet mig i gang. Desværre er jeg stadig på begynder-niveau og jeg bor meget langt fra hende. Så det bliver hurtigt noget bøvl, når jeg løber ind i nogle problemer 😅..

Søndag aften sidder jeg og strikker, og så går der udu i den (til dem der ved det - jeg troede jeg havde tabt en maske)

Jeg finder frem til at der ligger en strikke/garn biks i mit nærområde, og tænkte derfor at stikke næsen forbi. Måske kunne de tage et kig og fortælle mig om jeg havde ret i min antagelse?
Jeg havde på forhånd udset mig nogle ting, jeg måske også gerne ville købe.

Fast forward, dagen efter - jeg tager derind og kigger på nogle ting. Da ekspedienten kommer hen og spørger om hun kan hjælpe med noget, så siger jeg at jeg er på udkig efter et par ting, og at jeg havde et lille strikkeproblem som nybegynder, som jeg håbede de kunne hjælpe med.

Svaret var at det kunne/ville de ikke, medmindre garnet til projektet var købt hos dem. Men at hvis jeg købte garnet der, så hjalp de altid. Det overraskede mig faktisk og jeg endte til sidst med at hænge tingene, jeg ville købe, på plads og gå.

Mit spørgsmål - er jeg en idiot for at antage at jeg kunne spørge om råd?

Jeg har aldrig oplevet andre steder at det skulle være et problem - heller ikke i andre brancher. Hvis jeg er gået ind i Synoptik og haft brug for hjælp til en brille fra en anden kæde, så har de hjulpet og så har jeg betalt et beløb for det. Samme med smykkeforretninger. De yder stadig en service mod betaling, selvom produktet ikke er fra dem.

Det handler naturligvis ikke om at jeg ikke ville betale for deres service. Jeg havde sagtens ville give et beløb for deres ekspertise, men de var virkelig afvisende.
Og af gode grunde, så tænker jeg da ikke at skulle købe mit næste strikkeprojekt der 😵‍💫..
Særligt fordi de skriver på deres hjemmeside at de hjælper med projektet, og der står intet om denne betingelse.

Jeg overvejer lidt at kontakte dem, eller lave en saglig anmeldelse af butikken, men omvendt vil jeg heller ikke gå efter små erhvervsdrivende hvis det er mig, der er gal på den 😅

Jeg står i en ret bizar og frustrerende situation, og jeg har brug for nogle uvildige øjne på det hele.

Lidt baggrund: For 4 år siden (jeg var 27, hun var 22) var jeg sammen med en pige. Det var det mest toxic, jeg nogensinde har oplevet. Vi snakker ekstrem lovebombing det ene øjeblik og total isfront det næste. Et klassisk eksempel: Jeg kom hjem fra skole en dag til et langt, håndskrevet brev om, hvor fantastisk jeg var, og hvor uendeligt meget hun elskede mig. Jeg læste det og var mega glad. Dagen efter havde hun haft en lille konflikt med en kollega. Jeg spurgte ind til det for lige at forstå, hvad der var sket (altså stillede lidt spørgsmålstegn ved hendes egen opførsel). BUM. Så ville hun aldrig snakke med mig igen, slettede mig på alle sociale medier og afleverede min lejlighedsnøgle. (Det gjorde hun i øvrigt ret tit). Dagen efter skrev hun så igen: "Jeg er så ked af det, jeg elsker dig mere end noget andet."

Det skete konstant med ugers eller måneders mellemrum. Det var et mentalt fængsel, og det knækkede mig virkelig. Til sidst fik jeg lukket relationen fuldstændig. I dag er jeg kommet videre og er i et perfekt forhold med verdens dejligste kvinde, så der er intet rest-kærlighed eller jalousi fra min side.

Problemet er: Hun har igennem et stykke tid opsøgt min bedste ven (som jeg har kendt i 11 år), og de er nu blevet kærester.

Min ven er 40 år. Han er typen, der holder sig meget for sig selv, opsøger aldrig kærligheden og tager aldrig det første skridt. Hans sidste forhold ligger 10 år tilbage. Hun er sjovt nok typen, der altid tager første skridt, så hun har decideret scoret ham. (Lille sidebemærkning: Hun er redhead med kæmpe falske bryster, og sexen med hende var fantastisk, så et eller andet sted er jeg da også lidt glad på hans vegne over, at han får opfyldt sine behov på den front efter et årti i tørke, haha).

Men spøg til side – det er virkelig alvorligt. Han kender min historie med hende til punkt og prikke. Hun har faktisk tidligere forsøgt at ødelægge venskabet mellem ham og mig, hvilket han heldigvis ikke lod ske dengang. Men alligevel er han faldet i fælden nu. Han burde sgu da selv kunne se, at det er helt forkert at finde sammen med sin bedste vens eks?

Det, der gør allermest ondt, er, at jeg nu ser ham gå igennem fuldstændig det samme som mig. Han har det mere mentalt dårligt end nogensinde før. Det skærer i hjertet, for han er verdens bedste menneske, og han fortjener virkelig noget meget bedre end den rutsjebane, hun trækker ham igennem.

Hele situationen irriterer mig sindssygt meget. Jeg vil for alt i verden ikke miste min bedste ven, men det er ulideligt at se hende knække ham, præcis som hun gjorde med mig, og det provokerer mig, at han bevidst har ignoreret "bro code".

Hvad gør jeg damer og herrer? 🤣 Skal jeg blande mig, eller skal jeg bare lade ham brænde fingrene og stå klar med en kold øl bagefter?

Jeg har en rigtig sød og dejlig kæreste, vi bor sammen, har det rigtig godt og kan tale om alt - eller jeg mener næsten alt!

Han kom i plejefamilie som 4-årig ca. Han har boet en del forskellige steder, han har som sådan ikke noget problem med at fortælle, om de forskellige plejefamilier og bosteder, han har boet. Han har gennem hele sit liv haft kontakt til sin mor on and off. Hans biologiske far har aldrig været inde i billedet. Dog har denne varige kontakt indebåret splitting af ham og hans bror, hun er stadig aktiv misbruger og færdes stadig med sit slæng fra sine yngre dage.

Jeg vil ikke skrive for meget i detaljer, men hans mors hjem var præget af vold, stoffer - så massivt omsorgssvigt.

Min kæreste har klaret det rigtig godt. Sunde relationer og et godt forhold til de plejeforældre, han boede hos i længst tid.

Som sagt har han stadig kontakt med sin mor, ses med hende ofte nok 1-2 gange om ugen. Jeg synes, det er et emne, jeg skal være meget varsom omkring, fordi det hurtigt lyder som en kritik af hans mor, hvis jeg på et tidspunkt begiver mig ud i at tale om hende. Jeg har så mange spørgsmål.

Jeg synes faktisk, det er lidt underligt, at jeg ikke må lære hende at kende (har mødt hende én gang).

Tænker lidt, hvad han tænker ift. når vi på et tidspunkt, vil have børn? Hvor stor en del af deres liv skal hun spille. Hun betyder jo ikke noget for mig, men gør for min kæreste. Synes det ville være underligt, at mine børn kender et familiemedlem så godt, hvor jeg aldrig har været involveret med hende.
Hvordan sætter man sådan noget på tale? Jeg ved, at min kæreste er blevet mobbet rigtig meget med sin mor, og derfor er det et super ømt punkt.

Jeg vil gerne forstå min kæreste bedre, men jeg vil heller ikke få ham til at føle, at jeg kritiserer ham eller hans mor.

Jeg k36 står I et surrealistisk scenarie.

Min far m59 dater min veninde k32

Lidt baggrunds viden:

Jeg har haft en turbulent barndom med massiv omsorgssvigt fra min mors side. Jeg flyttede hjem til min far som 5 årig og han gjorde sit bedste for at give mig en tryg og stabil hverdag. Jeg var dog ramt af fortidens traumer og da jeg blev teenager kunne han ikke rumme mig længere og smed mig ud som 16 årig. Jeg følte mig smidt væk og svigtet, ubetydelig og ikke noget værd. Der gik mange år hvor vi ikke havde et nært far og datter forhold, men det er blevet bedre med tiden og de sidste par år har jeg virkelig følt at vi havde fået en rigtig god connection. Vi ses flere gange om ugen, enten i forbindelse med fælles interesser, aftensmad sammen eller i når han henter min kæreste som han arbejder med.

Han har haft et fast forhold til min papmor indtil for 4 år siden. Derefter har han ledt efter kærligheden med flere forskellige kvinder uden held.

Jeg har ikke rigtig nogen venner, udover 3 rigtig gode og tætte veninder der går 13, 20 og 25 år tilbage.

Jeg mødte min veninde k32 I forbindelse med noget uddannelse for 13 år siden og vi har siden været meget tætte og hun har været min fortrolige igennem tykt og tyndt. Hun kender til min og fars historik, og ved hvor taknemmelig og lykkelig jeg har været for at have fået så godt et forhold til ham igen. Hvor ked af det og alene jeg har følt mig de år jeg har måtte undvære ham, hvor han valgte mig fra.

Nu er de så begyndt at date. De kender hinanden igennem mig og har mødtes til fødselsdage, vores fælles fritidsinteresse og andre arrangementer hvor mine nærmeste har været samlet.

Jeg har altid vidst at min far var til yngre kvinder og har været okay med det fordi han selv både af sind og udseende er yngre end hvad fødselsattesten siger.

"Det er fint med mig, bare det ikke er en af mine veninder" har jeg endda haft sagt. Jeg har flere gange haft ham med i byen for se om ikke vi kunne finde en sød pige til ham.

For et par uger siden så min kæreste at han havde kontakt med min veninde på hans telefon. Jeg spurgte min veninde ind til det og hun havde en reel grund til kontakten og sagde at hun ikke havde sådan en vibe fra hans side. I den forbindelse fik jeg fortalt hende at jeg var glad for at det ikke var som det kunne se ud, hvor underligt det ville være og hvor ked af det jeg ville blive.

I fredags fortalte hun at de havde været sammen et par dage forinden og at de ville fortsætte med at ses. Hun inviterede mig også hjem til aftensmad hos ham om lørdagen, I mit gamle barndomshjem. De tænkte at det kunne være hyggeligt at vi kunne bruge tid sammen alle sammen.

Jeg er enormt ked af det. Jeg er vred og frustreret over hele situationen. Jeg ønsker jo det bedste for dem begge og at de finder kærligheden. Bare ikke med hinanden.

Jeg føler et svigt fra dem begge. Jeg føler at jeg bliver tilsidesat. Jeg føler mig som en smålig person fordi jeg ikke bare kan være glade på deres vegne. Jeg er bange for at hvis jeg ikke acceptere og finder fred med det, så er det mig der bliver skubbet ud i kulden og ikke har nogen far igen.

Har jeg ret til at være sur? Har jeg ret til at være ked af det? Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare dem, hvorfor jeg ikke bare kan være glad på deres vegne og hvorfor jeg er ked af det. Jeg har brug for jeres besyv til enten at kunne sætte ord på det over for dem, eller til selv at indse hvis det er mig den er galt med.

Mvh den ulykkelige datter

Halløj derude!
Jeg er 25 år, bor i Midtjylland og driver min egen virksomhed inden for havearbejde, som jeg virkelig brænder for.

Jeg må dog indrømme, at jeg efterhånden har følt mig ensom i mange år. Jeg arbejder alene til daglig, og selvom jeg elsker friheden ved at være selvstændig, savner jeg det sociale fællesskab.

I min fritid elsker jeg at være kreativ, bygge forskellige ting og bruge tid sammen med min kæreste.

Jeg har altid været meget målrettet og haft fokus på at arbejde og tjene penge. Det har desværre også betydet, at jeg ofte har nedprioriteret mit sociale liv.

Jeg drikker ikke alkohol og går ikke i byen, hvilket nogle gange gør det svært at finde fællesskaber med andre på min alder.

Selvom jeg trives med at arbejde selvstændigt, bryder jeg mig faktisk ikke særlig meget om at være alene i min fritid. Jeg savner venner, spontane aftaler og følelsen af at høre til et sted.

Derfor vil jeg gerne høre jer: Hvordan finder man nye venner og fællesskaber som 25-årig, når man ikke er til alkohol og byture?

Jeg blev skilt fra mine børns far sidste år. Da børnene fik beskeden, fik de at vide, at mor og far ikke var gode til at være kærester og at de gjorde hinanden kede af det.

Senere har det vist sig at være nødvendigt at fortælle direkte, at mor vil ikke være kærester med far. Dette fordi det er meget åbenlyst for børnene at far stadig vil være kærester med mor, og for ikke at give håb, har jeg sagt direkte, at jeg ikke vil være kærester med far - og henviser til de oprindelige forklaringer, blandt andet at vi gjorde hinanden kede af det.

Min 10-årige bliver bare ved med at stille spørgsmålstegn ved det. Og siger spydige ting som “er det fordi du er dum eller hvad”. Han kan slet ikke forstå, hvorfor jeg ikke bare kan blive forelsket i far igen. I dag endte det i en rimelig ærgerlig situation, hvor han var rigtig rasende over jeg ikke bare sagde sandheden om hvorfor jeg ikke var forelsket i far.

Hvad siger man lige til det? Jeg håndterede det meget dårligt, blev rigtig irriteret på hans insisteren på svar, samtidig med at jeg blev vred og rasende over han var meget respektløs overfor mig i sit sprog.

Min partner og jeg står desværre i den situation, at vi skal gå fra hinanden. Vi har sammenbragte børn og ejer et hus sammen, som skal sælges.

I den forbindelse vil jeg meget gerne høre andres erfaringer og perspektiver på, hvordan I har grebet det an – særligt hvad angår den økonomiske fordeling i overgangsperioden, fra den ene flytter ud, og indtil huset er endeligt solgt.

Når den ene part flytter ud i en lejebolig, opstår der hurtigt en skævvridning:

Den, der flytter, står pludselig med en ny husleje, depositum m.m.

Den, der bliver boende i huset, sidder i boligen (måske med nogle af børnene i hverdagen), mens huset er sat til salg.

Jeg vil rigtig gerne høre, hvordan I har løst det i praksis:

Den løbende økonomi på huset: Blev I ved med at splitte udgifterne til huset (realkredit, ejerudgift, forbrug, vedligehold) 50/50, selvom den ene var flyttet? Eller overtog den, der blev boende, en større del af udgifterne (fx forbrug eller en form for "husleje" til den anden)?

Kompensation / Rimelighed: Hvordan sikrede I, at den udskilte part ikke kørte fuldstændig sur i det økonomisk ved at skulle betale dobbelt (både til nyt sted og gammelt hus), mens den anden blev boende?

Sammenbragte børn: Hvordan håndterede I hverdagen og logistikken i overgangsperioden, mens huset var til salg, så børnenes trivsel blev iagttaget bedst muligt?

Hvad ville I gøre anderledes? Er der faldgruber eller aftaler, I ville ønske, I havde lavet på skrift med det samme?

Alle råd, perspektiver og konkrete modeller (både de gode og de dyrekøbte erfaringer) modtages med kyshånd.

Bonus: bruddet er en fælles beslutning.

Pft. for hjælpen!

Hi derude,

Min veninde har direkte sagt at hun ikk kan lide min kæreste og at hendes og mit parforhold ikke kan sammenlignes så hun ikk længere kan hjælpe mig i forholds-snak.

Jeg synes selv det er en lidt voldsom reaktion, og jeg synes det er så ærgeligt at hun så nok fremover bare dømmer mig for at være i forhold med ham.

Jeg er sådan en person der nok mest deler når negative ting sker i mit forhold eller jeg er ked af det pga en stor diskussion. Jeg synes ikk det er voldsomme ting jeg har fortalt hende. Det er små ting som at han ikk altid er god til at hjælpe med det huslige, at vi er lidt uenige med hvor meget kvalitetstid vi har brug for, og at vi har nogle områder vi skal arbejde på.

Jeg fortæller hende ikk, hvor sød han er når jeg føler mig usikker, hvor god han er til at berolige mig, hvor meget vi hygger os sammen, hvor elsket jeg føler mig.

Det har været nogle hårde måneder i vores forhold. Men jeg ærger mig! Nu har jeg da lært på den hårde måde at jeg ikk skal dele negative sider af mit forhold med venner.

Jeg er en mand på 21 år, som aldrig har været i et forhold. Jeg trives godt alene og elsker min frihed, men samtidig savner jeg nogle gange at have en, jeg kan dele min hverdag og mine tanker med.

Når jeg begynder at skrive med en pige, mister jeg ofte interessen hurtigt og trækker mig. Jeg tror, det hænger sammen med, at jeg føler mig presset ved tanken om et forhold. Jeg er bange for at blive afhængig af en anden og føle mig begrænset i forhold til venner, ferier og min egen tid.

For nylig skrev jeg med en pige, som boede over 300 km væk. Selvom jeg var i tvivl om, hvordan det skulle fungere, ville jeg gerne mødes med hende og se, hvad det kunne blive til. Hun valgte dog pludselig at stoppe kontakten, hvilket fik mig til at tænke endnu mere over, hvad jeg egentlig vil.

Er jeg bange for at binde mig, eller har jeg bare svært ved at forestille mig, hvordan et forhold kan fungere uden at miste min frihed? Og hvordan finder jeg ud af, om jeg er klar til et forhold?

Jeg bor til leje i et hus på landet sammen med en kammerat. Vi har boet her i 3 år efterhånden.

I år er vi begge gået ned med svær depression. Min kammerat er flyttet midlertidigt tilbage hos sine forældre men betaler stadig husleje og alt andet her. Han kan dog ikke overskue andet end arbejde så han har brug for sine forældres støtte i det daglige med mad, rengøring, tøjvask og at komme op om morgenen.

Jeg har ikke samme mulighed så jeg bor stadig i huset. Tidligere i år kom jeg slemt til skade og var sengeliggende i flere uger og døjer stadig med fysikken så det er begrænset hvad jeg fysisk kan af vedligholdelse.

Vi har en nabo der går hjemme hele dagen da hun er førtidspensionist. Hun holder øje med os i det daglige og vi har op til flere gange oplevet at få en verbal skideballe for ikke at have fjernet ukrudt eller slået græs. Hun er begyndt at ringe i tide og utide til vores udlejer.

Vi står for udvendig vedligehold og har fået en reprimande af udlejer tidligere i år hvor manglende græsslåning dog skyldes at den græsslåmaskine vi blev stillet til rådighed fra udlejer var til reparation for 3. Gang på 1,5 år (det kunne ses på plænen at halvdelen var slået men den var gået i stykker midt i arbejdet og vi ventede på at den blev repareret). Vi endte med at måtte købe vores egen for at kunne klare græsset.

Efterfølgende har vi betalt os fra havearbejdet da min kammerat som sagt ikke psykisk er i stand til arbejdet og jeg både psykisk og fysisk ikke kan.

Græsset og ukrudtet er selvfølgelig kommet tilbage nu og vi har svært ved at betale os fra arbejdet når vi ikke kan regne med at det holder tørt. Udlejer er selvfølgelig utilfreds (fordi naboen igen melder ind). Jeg har hele tiden spillet med åbne kort overfor udlejer men nok er nok.

Udlejer har meddelt at han kommer forbi og gør status på udearealerne og samtidigt skrev at han ville indenfor i huset og tjekke det. Vi blev bedt om at være hjemme så vi kunne snakke. Eftersom at han ville forbi en dag ingen af os kunne skrev han at han tog et kig på ude arealerne og spurgte hvornår vi var hjemme så han kunne komme ind. Hvilket blev torsdag i denne uge.

Vi har besluttet at opsige lejemålet. Der er lange udsigter til at vi bliver klar til at varetage det udenfor og de få gange en af os har været psykisk på toppen har vi haft det ubehageligt over at være udenfor huset i frygt for at naboen kommer løbende. Vi har efter det første halve år været nødsaget til at sætte folie på vinduerne så naboen ikke kunne kigge ind fra hendes køkken. Det troede vi at vi kunne leve med men nu er nok bare nok.

Derudover føles det virkelig ubehageligt at udlejer skal direkte ind og gennemgå vores bolig. Vi er godt klar over at det er hans hus men det er vores private sted lige nu og derfor føles det rigtig intimiderende. Af hvad jeg kan læse på nettet er det ikke et krav han kan stille så længe der egentligt ikke er nogen mening med besøget andet end at se huset.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om at han har kigget ind af vores vinduer da han var i haven og på udearealerne og der er pænt og rent så det er ikke fordi han skulle have mistanke om at noget var galt indenfor. Men tanken om at en ‘fremmed’ skal igennem mit hus kan jeg mærke føles vildt ubehageligt. Han har før været i huset når der skulle fikses ting men det er efterhånden et år siden.

Så hvordan kommer jeg ud af den aftale? Jeg vil gerne fortælle ham inden torsdag at vi ønsker at aflyse aftalen torsdag og at vi ønsker at opsige lejemålet med de 3 måneders opsigelse så vi er ude i januar.

Jeg ved godt det måske lyder dumt men det er en ting som giver mig utrolig meget ubehag at tænke over hvordan jeg skal formulere. Lige nu er jeg så langt nede at bare det at komme ud af sengen er en kæmpe kamp og den mindste modstand trigger angstanfald. Jeg er dog startet i behandling med psykolog og læge så vi går den rigtige vej, så hele den her flytning er bare et kapitel der skal overstås og første skridt er at få opsagt boligen og få ro på ved at aflyse mødet torsdag.

Så kære Reddit please hjælp mig.
Hvordan formulerer jeg bedst muligt den sms til udlejer?

Hej Hestenettet 😅

Jeg kom for 6 måneder siden ud af et 12 år langt forhold og har siden været ude og rebounde lidt med nogle piger.

Da jeg var ovre det, holdt jeg en pause fra Tinder og andre datingapps. Så her for kort tid siden startede jeg igen, mest for nysgerrighedens skyld.

Og så er hun der fanme bare!

Jeg matcher med en meget smuk kvinde, og vi aftaler hurtigt at mødes for at se kemien an.

Sjældent er 5 timer gået så hurtigt! Jeg kunne fanme ikke lade være med at smile dagen efter, og vi blev lynhurtigt enige om, at vi skulle ses igen.

Vi blev også enige om at tage den med ro, da vi begge kommer fra lidt "trælse" forhold. Min eks var mig utro, og hendes eks løj ret så kraftigt for hende.

Så vi mødtes dagen efter. Vi holdt afstand til hinanden i sofaen, men jeg kunne mærke, at jeg bare havde lyst til at rykke tættere på. Jeg holdt dog min afstand af respekt for hende.

Da hun så skulle hjem, blev hun hængende lidt i døren. Hun siger:

"Jeg ved fanme ikke, om jeg skal kysse dig, for jeg har lyst."

Og det endte så med, at vi kyssede et par minutter.

Vi har skrevet sammen hele dagen siden, og jeg har bare lyst til at se hende igen.

Jeg føler, jeg svæver rundt og er glad hele tiden.

Så kære Hestenet... er den gamle mand her blevet forelsket igen? 😂❤️

Det er dælme lang tid siden. Jeg kan sgu ikke engang huske, hvordan det føltes dengang.

Kære brevkasse

Jeg har lagt mærke til en lille ting, som efterhånden irriterer mig mere, end den nok burde.

Jeg har en veninde, som ret ofte skriver noget i stil med:

"Heeej, hvad laver du på søndag? ❤️"

Og hvis jeg svarer "ikke noget særligt", kommer der næsten altid en opgave bagefter.

"Ej perfekt! Kan du så hjælpe mig med at hente en sofa?"

"Fedt, kan du passe min hund?"

"Så har du måske tid til lige at hjælpe med noget?"

Det er ikke fordi, jeg aldrig vil hjælpe. Det gør jeg faktisk gerne, og jeg har også selv fået hjælp af hende.

Men jeg bryder mig virkelig ikke om, at jeg først skal fortælle, om jeg er ledig, før jeg får at vide, hvad jeg egentlig bliver spurgt om.

For så føler jeg næsten, at jeg skal forsvare, hvorfor jeg ikke gider bruge min eneste fridag på at slæbe møbler.

Sidste gang skrev jeg bare: "Det kommer lidt an på, hvad du har i tankerne 😅"

Det syntes hun åbenbart var et mærkeligt svar. Hun skrev, at hun jo bare spurgte, hvad jeg lavede.

Og ja, teknisk set gjorde hun jo det.

Men når spørgsmålet ni ud af ti gange bliver fulgt op af en tjeneste, føles det ikke helt uskyldigt længere.

Jeg synes faktisk, der er stor forskel på:

"Har du lyst til at hjælpe mig med at flytte på søndag?"

og

"Har du planer på søndag?" efterfulgt af "Nå, så kan du jo hjælpe."

Bare fordi jeg ikke har planer, betyder det jo ikke, at min tid er til fri afbenyttelse. Nogle gange er min plan helt oprigtigt at sidde i joggingbukser og lave absolut ingenting.

Så nu er jeg nysgerrig:

Er det mig, der overtænker en helt almindelig måde at spørge på?

Eller synes I også, at man bør fortælle, hvad man vil, inden man spørger, om folk er ledige?

Og hvad svarer I selv på sådan en besked?

Jeg skal starte på et psykologforløb hos We.Care gennem min forsikring. De skriver, at det er et “korttidsterapeutisk forløb”, er der nogen der ved, hvad det vil sige? Er det kun et par gange?

På forhånd tak for svar ♥️

Hej Brevkasse

Jeg står i lidt af et dilemma, og jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre.

Jeg går i gymnasiet (3G) og har for nyligt sagt op på mit tidligere fritidsarbejde. Jeg har derfor søgt en stilling som afløser på et plejehjem. Efter mine første 2 prøvevagter skal jeg nu vælge om jeg vil fortsætte eller stoppe… og jeg er vildt splittet.

På den ene side er der en stor frihed, hvor jeg selv vælger hvornår jeg arbejder, samt gode lønvilkår. På den anden side er jeg heller ikke sikker på det er det jeg vil.

Jeg føler mig ikke super tiltrukket af det, og jeg føler mig ikke sikker nok til at skulle pleje beboere alene. Jeg ved ikke om det er usikkerheden i det u-forventet, og tanken om jeg ikke helt er i kontrol, eller om det er nervøsitet fordi jeg er uerfaren.

Jeg ved virkelig ikke om jeg skal sige ja, og give det en chance, eller om jeg skal lytte til min mavefornemmelse?…

TLDR: Usikker på om plejehjem er noget for mig, og jeg ved ikke om jeg burde sige ja til at blive ansat.

👋

Er der andre, der har det lidt sådan med kærlighed?
At der findes én bestemt person, man har været tæt på, som stadig betyder noget helt særligt.
Og hvis det ikke kan blive jer to, så vil man faktisk hellere være alene end at finde en anden.
Ikke fordi man ikke kan komme videre, men fordi man inderst inde ved, hvem man helst ville dele livet med.
Er det noget, I kan genkende, eller er det bare mig?
Jeg ved godt, der sikkert kommer kommentarer som “kom videre”og lignende. Dem vælger jeg at se bort fra. Jeg er egentlig mere interesseret i, om andre kender følelsen, og hvordan I selv oplever den.

Min skønne kammerat er næsten færdig-uddannet krops-terapeut. Han giver mig afspændingsbehandlinger af ca 60 min varighed.

Men vi er i tvivl om, hvad jeg skal betale ham for en behandling fordi vi jo er gode venner.

Jeg hjælper gerne med kørsel, praktiske ting i hus og have etc, men jeg vil egentlig gerne betale for hans ydelse med penge, fordi jeg ikke synes, jeg kan matche den i venskabelige ydelser.

Har nogen et bud på en pris?

Vi er en familie på 3 børn på 3, 6 og 10 år. De to yngste har vi sammen, den ældste er mit barn fra tidligere ægteskab med 7/7 ordning.

Vores veje skal måske skilles, og det gør så ondt i hjertet, jeg ved ikke hvor vi 100 pct står, da min samboende har brug for plads/tid til at finde op/ned. Men det hele er så anderledes og mærkeligt herhjemme.

Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg skriver. Jeg har familie, venner og kolleger at snakke med, som også kender situationen. Måske jeg bare har brug for nogle udefra kommende input.

Det hele bunder nok i at vi har haft travlt med hverdag, børn og arbejde. Især sidstnævnte for mit vedkommende, så jeg har ikke været nærværende, og på, som jeg burde det sidste lange stykke tid.

Jeg har haft et kæmpe arbejdspres det sidste stykke tid. Pga. omstrukturering og folk er på barsel er der bare fyldt flere roller, med mere ansvar, ind på min stilling. Så jeg har haft en kæmpe arbejdspensum de sidste 6-12 måneder.

Det er ikke fordi jeg ikke har prioriteret familien, jeg afleverer børnene hver dag og henter de fleste dage. Deltager i fritidsaktiviteter i hverdagene, og laver aftensmad 6/7 dage.

Jeg har så arbejdet om aftenen efter børnene er blevet puttet til langt ud på natten, for at kunne følge med arbejdspresset.

Vi er afhængige af min indkomst er som den er - hvilket for mit vedkommende har været dobbelt pres. Pres på at levere på arbejdet, og jeg har følt et vis pres hjemmefra for at komme opnå de mål/ønsker vi gerne ville (det rigtige hus + husprojekter, bryllup, ferie/rejser, bil mm.).

På arbejdet ser det dog ud til at vende nu, da vi ansætter flere folk der skal varetage og supportere mine arbejdsopgaver på arbejdet. Så jeg efter nytår kommer til at få et mere normalt arbejdsliv.

Jeg ved ikke hvilket ben jeg skal stå på. Hn sagt at hn har brug for plads/tid, og at jeg ikke skal gøre noget anderledes. Men det er svært at være i når alt bare er anderledes og kaos indeni. Hn sagde at hn stadigvæk elsker mig - hvilket jeg tænker er positivt, men alt er bare så anderledes herhjemme som det er nu - ingen kys, ingen kram.

Tårerne presser sig på konstant, også når jeg er på arbejde.

Når jeg er alene, som nu, er jeg fuldkommen knust og græder snot.

Jeg har fortalt hvordan jeg har det, så hn ved at jeg er fuldkommen knust og ønsker at vi skal være sammen, og at jeg ikke vil miste det vi har opbygget sammen, og at jeg ikke har løsningerne her og nu, men at jeg vil gøre alt for at vi kan finde dem sammen, og åbnet for muligheden om en parterapeut kunne være en mulighed.

Vi har været sammen i 8 år. Jeg føler at vi har opbygget så meget, og at vi for børnenes skyld, at det vil være ærgerligt at kaste det hele bort. Jeg synes vi skylder at give det et ærligt forsøg på at få det til at fungere igen.

Hn syntes at vi kun snakker om børn, arbejde og familie., og hn er kommet in tvivl om vi overhovedet har noget andet at snakke om.

Hvordan kommer vi ud af dette trummerum?

Jeg håber ikke at det er for sent 🥺

Hej alle kloge hoveder. Jeg er i lidt af et dilemma. Jeg har en veninde jeg har været tæt med i 30 år. Vi er vokset op i samme lille by, skole, hf, ja faktisk alt har vi fulgtes ad. Jeg har dog de sidste 5 år fået et lidt andet syn på hendes værdier i livet. Jeg er alene mor i en dyr lejebolig og er sygemeldt efter en ulykke jeg var ude for, for ca 4 år siden. Hun er derimod meget succesfuld, med egne forretninger, uden børn og hun mangler ikke noget. Jeg har altid støttet hende, heppet på hende og generelt været der rigtig meget for hende, da hun generelt har det med at rode sig ud i problemer. Så jeg har støttet med hvad jeg kunne( fysisk og psykisk). Det samme overskud eller lyst, har hun ikke den anden vej.

De sidste 5 år har jeg dog haft en mærkelig fornemmelse omkring hende. Når vi er sammen betaler jeg enten for alt, eller også så deler vi regningen ved større beløber (fx restaurant). Hun ved godt at jeg ikke har det store rådighedsbeløb og normalt ville jeg aldrig forvente at andre tilbyder at betale for mig. Men det går mig på, at jeg altid er den første til at hive kortet frem når regningen kommer. I juni måned holdte hun et arrangement for nogle veninder, hendes kæreste og familie. Vi var et lille selskab på 9 i alt. Hendes familie bliver ved med at pointere at hun ikke skal betale noget, da det var hendes arrangement og alle skulle derfor betale for sin del. Det er helt i orden og folk gør det forskelligt. Mit problem var bare at jeg ikke havde forventet en udgift på +800kr for middag, taxa, plus det løse. Og det skulle self overføres med det samme til hendes kæreste, da hun ikke selv “ville have noget med penge” at gøre. Men jeg ved at hun havde snakket med hendes kæreste om det på forhånd.

Der er flere gamle bekendtskaber igennem årene der har sagt til hende, i affekt, at hun er meget nærig og tager hele armen når man giver hende en hånd. Jeg er ved at være godt fyldt af det. Jeg synes det er mærkeligt, især da jeg selv er meget gavmild og godt kan lide at give, og forkæle folk omkring mig. Men når jeg gør det med hende, føles det bare forkert? Har brug for lidt perspektiver, da jeg virkelig har lyst til at fortælle det til hende, men ved ikke om det er på sin plads? Andre i mit liv kan ikke forstå, hvorfor jeg overhovedet ses med hende, da hun ikke bidrager til noget positivt i mit liv udover irritation.

Hej alle!
Jeg står i en lidt træls situation med en tidligere veninde, og jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre nogle udefrakommendes mening, da jeg efterhånden er blevet lidt i tvivl om, hvad der egentlig er fair.
Jeg stod for nylig i en situation, hvor jeg akut manglede et sted at bo i København. En veninde var så sød at tilbyde, at jeg kunne bo hos hende i en måneds tid, indtil jeg fandt noget andet.
Vi snakkede selvfølgelig om, at jeg skulle betale noget for at være der, hvilket jeg også hele tiden har været indforstået med. Men vi aftalte aldrig et konkret beløb, da det skulle afhænge af, hvor længe jeg endte med at være der.
Jeg havde ikke mit eget værelse, men sov enten på sofaen eller i samme seng som hende.
Men her kommer problemet.
Meningen var, at jeg skulle kunne være der hele måneden, men flere gange oplevede jeg, at jeg med meget kort varsel fik besked på, at jeg ikke kunne sove der alligevel, fordi hendes ekskæreste skulle komme og overnatte.
Det betød altså, at jeg flere gange måtte finde et andet sted at sove, selvom jeg egentlig havde fået lov til at bo der. Og det var altså ikke altid lige nemt at stå og skulle finde et sted at sove i sidste øjeblik.
Til sidst endte vi med at blive uenige om situationen, og jeg valgte at flytte derfra.
Jeg endte derfor kun med at have sovet i lejligheden omkring 10 dage, selvom planen oprindeligt var en hel måned.
Nu kræver hun så, at jeg betaler hende 6.500 kr. for at have boet der.
Jeg har aldrig skrevet under på en kontrakt, og vi har heller aldrig lavet en skriftlig aftale om, at jeg skulle betale 6.500 kr.
Jeg vil virkelig gerne understrege, at jeg selvfølgelig godt ved, at jeg skal betale noget for at have boet hos hende. Jeg forventer på ingen måde at kunne bo gratis hos andre, og det har heller aldrig været min intention.
Men jeg synes bare, at 6.500 kr. for 10 overnatninger på en sofa eller i en delt seng er rigtig mange penge. Især når jeg flere gange blev bedt om at finde et andet sted at sove, selvom jeg egentlig havde fået lov til at være der.
Hun mener dog, at jeg skal betale beløbet, fordi lejligheden ligger i et dyrt område af København.
Jeg er helt med på, at huslejen i København er dyr, men jeg synes stadig, det virker voldsomt, når jeg hverken har haft mit eget værelse eller haft mulighed for at opholde mig der som aftalt.
Hun har nu sendt mig betalingsanmodninger og kontaktet min far omkring pengene, og situationen er efterhånden blevet ret ubehagelig.
Så mit spørgsmål til jer er egentlig:
Synes I, det er fair, at hun kræver 6.500 kr. for de cirka 10 dage, jeg har sovet der?
Og hvordan står jeg egentlig, når vi aldrig har aftalt et konkret beløb, og jeg ikke har skrevet under på noget?
Jeg vil som sagt rigtig gerne betale et rimeligt beløb, men jeg synes simpelthen, at 6.500 kr. virker helt ude af proportioner.
Jeg vil virkelig gerne høre jeres ærlige mening, også hvis I mener, at jeg er helt forkert på den. ❤️

Jeg vil gerne høre om andres erfaringer med usund gamblingafhængighed - hvornår startede du og hvordan? Hvad skete der undervejs og hvornår opdagede du, at du havde et problem? Fik du hjælp til at stoppe med at spille eller?

Min nevø på 21 har, efter min bedste overbevisning, et spilleproblem. Han har kun fortalt mig om det, fordi han skammer sig så ekstremt meget - men samtidigt tror han, at han kan tjene sit tab hjem: hvis bare liiiige. Han spiller på alt muligt, særligt efter han er begyndt at få noget der ligner en “voksenløn”. Jeg vil gerne forstå hvad det er der foregår, for bedst at kunne hjælpe ham. Jeg har aldrig selv så meget som købt et skrabelod, så er bange for at skabe distance til ham hvis jeg siger at han bare kan lade være.

Håber på jeres ærlige erfaringer

Hej 👋

Vi bor i en leje lejlighed i en opgang.
Vi har fælles vaskeri i kælderen som vi betaler for. Vi er 4-5 lejligheder som benytter vaskeriet (2 alm. vaskemaskiner og 1 tørretumbler). Der er flere lejligheder i opgangen, men de har egen vaskemaskine.
Vaskemaskinerne bliver ikke vedligeholdt og der ophobes en masse ulækkert i gummilisterne osv. Det siger udlejer er vores job at vedligeholde. Jeg mener jo, at der er forskel på, at holde det almindeligt rent og så vedligeholdelse.

Hvad siger I? Er det udlejer eller lejers pligt at lave den slags vedligeholdelse?

Der står ikke noget om det i lejekontrakt eller husorden. Jeg har forsøgt at henvise til paragraf 112 stk. 2, men det siger udlejer bare kan tolkes forskelligt.