r/DKbrevkasse • u/Open_Revolution_554 • 7h ago
Familie højgravid, ensom og fanget i et forhold, jeg ikke længere tror - hvad ville I gøre?
Kære hestenet
Jeg har virkelig brug for nogle ærlige råd og perspektiver udefra, for jeg ved snart ikke længere, hvad jeg skal stille op med mit liv og mit forhold.
Jeg er 22 år og højgravid med mit første barn. Jeg står over for at skulle føde inden længe, men i stedet for at glæde mig og føle mig tryg, føler jeg mig ensom, ulykkelig og mere og mere overbevist om, at jeg har valgt den forkerte partner at få et barn med.
Jeg mødte min kæreste som er 10 år ældre gennem fælles venner, og vi blev hurtig meget forelskede. På det tidspunkt boede jeg i København, og han i Jylland så vi havde et langdistanceforhold i nogle måneder. Det fungerede egentlig fint, indtil han fik det psykisk rigtig dårligt og valgte mig fra uden yderligere forklaring han stoppede med at svarer på mine beskeder og opkald
.
Det var også i den periode, jeg fandt ud af, at jeg var gravid, selvom jeg var på p-piller. Jeg var allerede omkring tre måneder henne, da jeg/vi opdagede det, og vi havde kun to uger til at træffe en beslutning, inden abortgrænsen var nået. Jeg har PCO og har tidligere fået at vide, at jeg ikke skulle regne med at kunne blive gravid naturligt, og at det nærmest ville være et mirakel, hvis det skete. Derfor valgte jeg at beholde barnet. Jeg gjorde det samtidig meget klart over for ham, at han selv kunne vælge, om han ville være en del af barnets liv eller ej. Jeg krævede ikke noget af ham og ønskede ikke at tvinge ham ind i en situation, han ikke ville være i. Han valgte at være en del af det, og fordi vi var begyndt at ses igen, besluttede vi at forsøge at finde sammen som kærester på ny.
Jeg flyttede først til Jylland og boede alene, men flyttede senere ind hos ham, blandt andet fordi han pressede på for det. Der var nogle regler i forbindelse med barsel, som gjorde, at han ville miste nogle rettigheder, hvis vi ikke havde samme adresse. Set t i bakspejlet føler jeg, at jeg har truffet nogle meget store beslutninger på baggrund af et håb om, at vi kunne få det til at fungere som familie.
Gennem stort set hele graviditeten har jeg følt, at han ikke har været interesseret i hverken mig eller vores kommende barn. Jeg har selv købt alle babytingene, taget alene til jordemoder og stået for forberedelserne. Han har ikke ønsket at mærke på min mave, når hun sparker, og han har heller ikke haft lyst til at dele graviditeten offentligt, fordi han ved, at hans venner vil drille ham med det, fordi han fortalte dem jeg skulle have en abort. Jeg har flere gange fortalt ham, hvor ked af det jeg bliver, og hvor meget det betyder for mig, at han viser interesse, da han gjorde alt for at vise hans tidligere barn frem både graviditeten og efterfølgende. Alligevel er der ikke sket nogen reel forandring. Jeg ved godt, at mænd kan opleve en graviditet anderledes end kvinder, og at det måske først bliver virkeligt for nogle, når barnet er født. Men jeg føler mig ikke bare alene med graviditeten. Jeg føler mig alene i mit forhold. Samtidig har jeg haft en rigtig hård graviditet med voldsom væskeophobning, bækkenløsning, og svangerskabsforgiftning som har været så slemt, at jeg skulle være sengeliggende så meget som muligt. I stedet for at føle mig støttet har jeg oplevet, at han har kommenteret negativt på min krop og mit udseende. Han sammenligner også konstant min graviditet, den kommende fødsel og vores barn med sin tidligere kæreste og deres barn, selvom jeg gentagne gange har bedt ham om at stoppe med.
Min kæreste har et barn fra et tidligere forhold, og relationen mellem ham og barnets mor er meget konfliktfyldt. Hun blander mig ind i deres konflikter, taler dårligt om mig til barnet, har lavet falske profiler for at følge med på mine sociale medier og har blandt andet kontaktet min svigermor for at fortælle, at vi ventede barn, så vi ikke selv fik lov til at dele nyheden.
Hun taler også nedladende om mig til min kæreste, men han gør ikke rigtig noget ved situationen. Jeg tror, han er bange for, at det skal gå ud over hans forhold til sit barn, som desværre ofte ender med at blive en del af konflikterne mellem de voksne. Jeg forstår godt, at han ønsker at beskytte sin relation til sit barn. Det ønsker jeg bestemt ikke at stå i vejen for. Men jeg føler samtidig, at jeg bliver efterladt uden beskyttelse og uden en partner, der sætter grænser for, hvordan jeg skal behandles.
Jeg har også en følelse af, at han aldrig rigtig er kommet videre fra sin eks. Han gemmer stadig hendes ting på loftet, og hun fylder enormt meget i vores hverdag, både direkte og indirekte. Jeg er efterhånden så træt af at føle, at jeg skal konkurrere med et tidligere forhold, som jeg aldrig selv har været en del af.
Vi bor nu sammen, men jeg oplever, at jeg står med stort set alt det praktiske ansvar. Jeg står for rengøring, indkøb, madlavning, oprydning og generelt for at få vores hjem til at fungere hvilket jeg stadig gør på trods af jeg nogle dage ikke kan stå op pga scener. Han hjælper stort set ikke til og virker ofte slet ikke til at lægge mærke til rodet. Jeg har ADHD og har et stort behov for, at der er rent og ryddeligt omkring mig, fordi det påvirker mit overskud og min trivsel. Det er selvfølgelig mit ansvar også at finde måder at håndtere det på, men det er svært, når man føler sig som den eneste voksne, der tager ansvar for hjemmet. Det bliver især slemt, når hans barn har været hos os. Der ligger legetøj overalt, badeværelset er svinet til og decideret klamt, der ligger skrald og tallerkener med madrester i køkkenet, og der er sand og jord overalt på gulvet, fordi der ikke bliver støvsuget.
Jeg forventer ikke, at et hjem med børn skal være perfekt eller skinnende rent. Jeg forventer bare, at vi begge tager ansvar for at rydde op efter os selv og lærer barnet, at man hjælper med at passe på det hjem, man bor i.
Jeg har forsøgt at tale med min kæreste om det flere gange, men det ender ofte med irritation eller konflikter, og jeg føler ikke, at han tager mine bekymringer alvorligt
En anden stor konflikt handler om, at hans barn plejer at sove sammen med ham, når han havde barnet før jeg flyttede ind. Jeg har sat en grænse for, at jeg ikke ønsker at dele seng med hans barn. Det handler ikke om, at jeg ikke vil barnet, men om mine egne grænser og mit behov for at føle mig tryg og have et privat rum i mit eget hjem.
Når jeg siger fra, bliver min kæreste sur og mener, at jeg ikke kan tage den mulighed fra ham. Det ender derfor med, at jeg må tage andre steder hen for at sove, fordi jeg ikke føler, at mine grænser bliver respekteret da han alligevel ender med at skulle sove i min seng og jeg derfor må finde på noget andet.
Vi har forsøgt én gang, at barnet skulle sove på sit eget værelse, men det endte med gråd fra barnet og en sur kæreste fordi han ikke måtte komme ind i min seng men barnet ønskede heller ikke selv, at skulle sove hos os den nat da vores relation er så dårlig, men situationen endte alligevel med, at jeg blev gjort til problemet.
Nu skal vi snart have en nyfødt i hjemmet, og jeg har forsøgt at forklare, at vi ikke ved, hvordan hn kommer til at sove. h\n* kan vågne mange gange om natten på grund af amning, bleskift og gråd. Det vil potentielt påvirke både min kærestes søvn og hans søns søvn samt hverdag i børnehaven, især fordi min kæreste i forvejen er meget udmattet. Jeg synes, vi burde kunne tale om praktiske løsninger, inden baby kommer, i stedet for at vente på, at det hele eksploderer men han lukker total af.
Jeg er også bekymret for amningen. Jeg føler mig ikke komfortabel med at amme foran hans søn, fordi der allerede er et stort seksuelt fokus på bryster fra hans side, som jeg oplever, at hans far er med til at skabe. Jeg er desuden utryg ved, hvad der eventuelt bliver fortalt videre til barnets mor, da ting fra vores hjem ofte ender med at blive en del af deres konflikter.
Min kæreste virker konstant udmattet, irritabel og i dårligt humør. Han har sjældent overskud til mig eller vores forhold, og jeg føler efterhånden, at jeg skal bære både det praktiske og det følelsesmæssige ansvar for os begge. Jeg har foreslået, at han overvejer at tale med en psykolog, fordi han virker så presset og udkørt. Jeg vil gerne støtte ham, hvis han har det psykisk dårligt, men jeg kan ikke blive ved med at være i et forhold, hvor hans manglende overskud betyder, at mine behov og følelser konstant bliver tilsidesat. Jeg har selv været meget sårbar under graviditeten, både på grund af hormoner, sygdom, fysiske gener og en enorm ensomhed. Jeg har været sygemeldt og har derfor ikke haft mit arbejde, som ellers giver mig rigtig meget glæde. Jeg er et menneske, der trives med at være omkring andre mennesker, have en hverdag og føle, at jeg bidrager med noget. Det har jeg mistet, og jeg savner mit gamle liv i København helt enormt. Jeg savner mit arbejde, mine omgivelser og følelsen af at have et liv, der er mit eget. Jeg trives ikke rigtig i Jylland, og jeg føler mig isoleret og alene.
Min kæreste er stort set den eneste person, jeg har tæt på i hverdagen, og alligevel er han den person, jeg føler mig mest alene sammen med.
Jeg er nået dertil, hvor jeg ikke længere føler, at jeg har romantiske følelser for ham. Jeg kan næsten ikke genkende ham som den mand, jeg forelskede mig i, og jeg er begyndt at tvivle på, om jeg overhovedet ønsker, at han skal være med til fødslen da han er useriøs omkring det, og jeg ikke føler trygheden i ham. Det gør mig virkelig ked af det, for jeg havde forestillet mig, at det skulle være en tryg og smuk oplevelse, vi skulle dele. Det eneste han kan snakke om er hvor dårligt jeg kommer til at håndtere det, og at jeg får en stor bristning nærmest som om han laver sjov med det.
Jeg ønsker selvfølgelig, at vores barn skal have en far, som elsker hende og er en del af hendes liv. Jeg ønsker heller ikke at forhindre ham i at have et forhold til sin søn fra det tidligere forhold. Men jeg er bange for, at jeg er ved at ødelægge mig selv i forsøget på at få en familie til at fungere, som måske aldrig har været rigtig for mig.
Jeg føler, at jeg har strakt mig langt for at give ham muligheden for at være far og for at give os en chance som par. Jeg har flyttet by, forladt mit gamle liv og forsøgt at tilpasse mig en situation, hvor jeg ofte føler mig som den mindst vigtige person.
Jeg ved godt, at jeg også har hormoner og følelser i spil, og at det at blive forælder er en stor omvæltning for os begge. Derfor prøver jeg også at spørge mig selv, om jeg er for hård, om jeg forventer for meget, eller om jeg simpelthen er nået til min grænse. Men jeg kan ikke ignorere, at jeg allerede nu føler mig utryg, ensom og ulykkelig i mit forhold, inden vores datter overhovedet er kommet til verden.
Tak for at du tog dig tid til at læse mit opslag ❤️